Om
Som 15 årig oplevede jeg at blive vinter deprimeret. Hvad der har udløst den har sandsynligvis været flere års mobning, samt en meget tyranisk far. Diagnosen faldt, da min mor tog mig med til en psykolog og læge efter at have fundet nogen meget nedtrygte (og utrolig dårlige) digte jeg havde skrevet på nettet. Samtalen gjorde ikke det store fra eller til, og min mor medicinerede mig med natur medicin. En medicin jeg ikke havde nok tålmodighed til at prøve særlig længe, da jeg følte den gjorde mig "overfladisk glad".
Først som 19-20 årig, og udeboende, tager jeg selv initiativet til at kontakte min læge, da depressionen efterhånden har udviklet sig til en 'hel års depression'. Det var svært for mig at tage skridtet, dels fordi jeg havde en enorm telefon angst, og fordi det var første gang jeg prøvede at kontakte min egen læge. Lægen giver mig medicin, men afslår idéen om at henvise mig til en psykolog/psykiater, for "den rolle kan hun da bare udføre". Jeg benyttede mig ikke af hendes tilbud som psykolog, og måtte droppe medicinen efter et par måneder, da den ikke gjorde nogen mærkbar forskel.
Nogen år senere, nu flyttet til Viborg, prøver jeg igen at søge hjælp hos lægen. Jeg bliver henvist til en psykiater som var utrolig sød, men jeg havde ikke tillid eller tålmodighed nok til at fortsætte. Det var mens jeg boede der, jeg fik en kæreste som ikke var god til at håndtere min depression, og endte ofte med at forværre den. I 2009 forsøger jeg at tage mit eget liv, uden meget held. Dagen efter forsøger jeg at kontakte både Viborg sygehus og psykiatri for at få hjælp, men bliver afvist begge steder. Ender med at tage på skadestuen hvor en læge sætter et plaster på, og nærmest griner og virker jokende over at det jo ikke var værre.
Bliver fortsat behandlet som en håbløs taber af kommunen, som ikke tager nogen notits af min situation eller hvad der er sket.
Jeg ender med at 'flygte' hjem til mine forældre i den anden ende af landet, og finder kort derefter ud af at jeg er gravid. Jeg vælger af gode grunde en abort, da min depression aldrig har været værre, og jeg ikke vil stifte familie med en person der ikke kan håndtere selv mine svageste sider.
I mine forældres kommune søger jeg nu hjælp atter engang, hos den lokale psykiatri. Der møder jeg en psykiater med speciale i ADHD, som i første omgang fejldiagnosticere mig med ADHD. Hun giver mig dog også den første medicin, som jeg rent faktisk kunne mærke. Den føltes som et tungt tæppe de første mange uger, da jeg blev sat på en utrolig høj dosis fra dag 1. Til trods for følelsen af at være en svævende zombie uden nogen form for koncentrations evne, fjernede medicinen trods alt negative tanker (og de fleste andre tanker), og gjorde det meget let at sove. Med tiden forpassede den værste zombie tilstand, og det blev lidt lettere at leve normalt igen.
Jeg finder sammen med min barndoms kæreste i 2010 (som jeg stadig er sammen med i dag) og flytter længere op i landet igen, sammen med ham. Min krop er efterhånden blevet mere afhængig af medicinen, og jeg oplever at hvis jeg glemmer bare en enkelt pille, bliver mine drømme utrolig mærkelige og påvirker fuldstændig min søvn. Flere dage uden piller (cold turkey) resultere i svær fysisk ubehag, mani og til nærmelsesvis psykotisk tilstand. Jeg er bange for at skulle være bundet af pillerne resten af mit liv, men fortsætter alligevel, fordi det trods alt er det eneste der får mit liv til at hænge nogenlunde sammen alligevel. Jeg får dosisen sat 1/6 ned.
I efteråret 2012 oplever jeg pludselig nogen milde depressions tilfælde, og konkluderer at medicinen ikke længere gør sit job. Jeg vælger derfor at knække samtlige piller i mindre stykker, og gradvist trappe ned. Omkring vinteren samme år, er jeg fuldstændig medicinfri, og har det godt!
Selvom medicinen hjalp mig et godt stykke, og det først efter flere års brug, træder jeg stadig varsomt derefter. Jeg er meget forsigtig med hvad jeg udsætter min psyke for, og hvordan jeg håndterer det. Der er stadig småting der mangler at falde på plads, og jeg ejer for første gang i mit liv nok overskud til at søge hjælp med den helt rigtige indstilling. Jeg er ærlig overfor kommunen omkring min situation, og de særlige behov jeg har, og det bliver fuldt respekteret. Jeg kontakter igen læge, og bliver henvist til psykiatrien, som efter nogen samtaler henviser mig til gruppe terapi. Gruppen hjalp mig en smule, men måtte efter nogen måneder måtte jeg tilstå at der ikke var den respons jeg havde håbet.
I februar 2015 bliver jeg gravid sammen med min kæreste, efter nogen måneders forsøg. Jeg er glad og jeg glæder mig! Halvvejs inde i graviditeten i uge 20 (ca. 4-5 måneder) viser misdannelses scanningen at vores dreng har en stor vækst i sine lunger, og en masse væskefyldte cyster. Vi har en uge til at forvente det værste i, og ugen efter viser scanningerne at det har forværret sig, og væsken har spredt sig. Vi må afbryde graviditeten. Den 22 juni bliver vores søn født, for at dø.
Vi brugte rigtig meget tid og kræfter de første to uger på at sørge og rationalisere vores tanker og følelser, og gjorde vores ypperste for at, trods de ulykkelige omstændigheder, skulle vores dreng være et godt minde for os.
Efter en første uge begyndte depressions ligende tendenser pludselig at vise sig, og depressionen havde masser af grobund til at begynde igen. Heldigvis havde så mange års pause fra sygdommen også givet mig et overskud til at kunne gribe fat i den, før den fæstnede sig helt. Jeg lå stadig kun i vandskorpen, og måtte for alt i verden ikke lade mig selv synke dybere i.
Det har været ualmindeligt hårdt at skulle holde depressionen på afstand, når den er ekspert i at hive én ned, men det har lykkeds mig at få et unikt indblik i min egen depression og mange af dens tegn.
I august 2016 fik vi endelig vores ønskebarn!
0 kommentarer: