Hvordan ser din depression ud?
Siden jeg har kunnet få min depression mere på afstand, men stadig har kunnet mærke den krybe sig ind og vil overtage min hjerne igen, har jeg set den lidt som en slags parasit, eller et lille grimt væsen der bider sig fast i min hjerne og kontrollere min tankegang og mit syn på min omverden.
Siden jeg mistede min søn, og den store tunge bølge har ville skylle sig ind over mig igen (det er så vigtigt ikke at forveksle depression med sorg!!) har jeg lidt forestillet mig den som en stor (men blød) bjørn, der ligger sin tunge krop over mig, og holder mig fast med sine store stærke poter.
Og så er der andre, der forestiller sig en stor sort hund:
Uanset hvilken form den tager, så synes jeg det er lettere at håndtere den når man har et mere konkret begreb af hvad den er, i stedet for noget abstrakt og uhåndgribelig.
Det kan lyde fjollet, og måske en anelse barnligt, men der er meget der tyder på at en visualisering kan hjælpe utrolig meget, hvad angår at tackle og håndtere sygdommen som koncept, frem for bare at lade den tage kontrol og lade sig rive med af den.
For mange år siden læste jeg lidt om NLP i en lille bog, og det mindede mig lidt om den her karakter som jeg havde skabt da jeg var 15, og var helt vild med at tegne og skabe karakterer.
Hun hed Schico og var halvt ræv, halv ulv. Hun symboliserede en vrede som jeg ofte oplevede i forbindelse med depressionen, men hun var ikke et portræt af depressionen i sig selv. Hun "hjalp" mig med at få afløb og afstand fra ubehagelige tanker og oplevelser. Jeg visualiserede en person jeg ikke brød mig om (og var det en oplevelse, visualiserede jeg den som en ukendt person), og hun ville flå personen i brutale stykker. Jo mere voldeligt det var, jo mere vrede kunne jeg få afløb for. Jo mindre stykker personen kunne flås i, for til sidst at være absolut ingenting, jo lettere blev det at ligge følelserne om det til ro.
I går aftes, efter jeg havde lagt mig i seng, kom jeg i tanke om at jeg stadig er ked af at have mistet min søn og lod mig selv græde. Noget jeg, siden tanker og følelser er blevet rationaliseret og analyseret, har været forsigtig med at gøre da jeg har bemærket et mønster. Græder jeg for meget og for længe over ham, begynder depressionen ("bjørnen") så småt at snige sig ind.
I takt med at jeg så småt døs langsomt i søvn, vågnede jeg ofte med store spjæt fordi alt hvad jeg visualiserede (jeg "pre-drømmer" ofte med mine egne historier, for at falde i søvn.. men som jeg falder i søvn, mister jeg kontrol over det) var negativt og ubehageligt. Det gjorde mig vred og irritabel. Jeg har ikke brugt Schico i mange år, men i her var det mig der var et ligende væsen. Alt imens jeg følte at jeg måtte flå noget i frustrationen over at have mistet min søn, gik det op for mig at det ikke gav nogen mening at straffe div. ting jeg kunne forestille mig, da de intet havde med det at gøre. Jeg kom i tanke om at det var bjørnen jeg skulle flå struben over på.
Det gjorde det lettere at falde i søvn der efter.
Set i bakspejlet har Schico ganske vidst hjulpet mig meget med at få afløb for følelser, og få lagt ubehagelige tanker og oplevelser bag mig, men indgangsvinklen i metoden er egentlig ikke særlig konstruktiv. Den er for voldsom og for negativ. Det er nærliggende at den er voldsom når det udvikler sig til en vrede, men når jeg kigger tilbage på tegninger Schico der flår hovedet af en person jeg ikke havde det godt med, går det op for mig at det er en utrolig dårlig måde at tackle andre mennesker på! Selvfølgelig ville jeg ikke gå ud og slå dem ihjel i den virkelige verden, men jeg de-humanisere dem på en helt forkert måde, og lærer ikke at se konflikter med andre mennesker fra alle sider. (Noget jeg nok vil skrive et separat indlæg om på et senere tidspunkt..)
Det er først efter at jeg er kommet igennem depressionen ("kommet igennem" er en spøjs sætning - der er ikke noget der hindre den i at hive mig ned i dybet igen - hvis jeg lader den. Man er aldrig helt færdig) at jeg har fået overblikket og overskuddet til at anskue min depression som et separat væsen. Min depression er ikke mig! Det er en sygdom, der har sine symptomer.
Derfor begyndte jeg at tænke på den som et slags lille monster eller parasit, når jeg fornemmer at min tankegang og verdens syn ændrer sig i en negativ retning, der ikke er mig. Den vil så utrolig gerne fjernstyre min hjerne og påvirke den så negativt som den kan, men det er min pligt at modstå den og se den for hvad den er. Den ejer mig ikke.
Bjørne forestillingen er forholdsvis ny. Men jeg tror umiddelbart at der er en forskel på parasitten og bjørnen. Parasitten er når depressionen kommer forholdsvis spontant, og bare vil kontrollere mig. Den kan virke irriterende og insisterende, men den kan daskes væk.
Bjørnen kommer snigende. Den er stor og blød, og kan virke indbydende at lade sig omslutte af i sin bløde varme pels. Men den er stærk, og når man prøver at komme fri, holder den godt fat med store poter.
Mit mål er ikke at flygte fra parasitten og bjørnen. Mit mål er at dressere dem.
0 kommentarer: